Sigøjnerne stammer oprindeligt fra Nordindien, og deres sprog romanés ligger derfor meget tæt på de indiske sprog hindi og sanskrit. De begyndte deres udvandring fra Indien i 800-tallet og har danset overalt, hvor de har bevæget sig hen: Egypten, Irak, Spanien, Østeuropa og ikke mindst hjemlandet Indien.
I 1300-tallet kom de til Europa, og da troede man, at de kom fra Egypten, deraf den engelske betegnelse ”gipsy” og den spanske ”gitano”. Senere troede man, at de var ”tatere”, tyrkisk talende folk, der levede i Rusland. Derfor har de i perioder været kendt som ”tatere”. De fleste zigøjnere har været et forfulgt folkefærd. Mange forblev dog i Andalusien, formentlig på grund af det gode vejr! Zigøjnernes musik afspejler deres liv og dagligdag, som f.eks. en kvinde der føder sit barn, vinen der høstes, dyret der slagtes.
Gennem musikken og dansen udtrykkes håbet om lykke og længsel
efter kærlighed og erotik. Zigøjnerne lever i et evigt nu. De har en
indre livskraft, en samhørighed der beror på de stærke familiebånd - den eneste
konstante enhed for et folkeslag, der altid har været på vej.
En fusion af forskellige stilarter kendetegner zigøjnerdansene. Således
tager karakterdansen sit udgangspunkt i den østeuropæiske zigøjnerdans
og danses både i grupper og som solodans. Den folkloristiske dans, som er folkets
dans, er meget jordnær og danses primært i grupper.
I østeuropa er der dansegrupper, der danser denne spændende og anderledes danseform. Dansen danses både af mænd og kvinder. Dog er det mest mændene, der er fremtrædende i denne dans, med deres flotte trin, hop og klap på benene. De danser både enkeltvis og i grupper.
Imens står kvinderne i deres farverige tøj og laver knips med fingrene og hopper lidt frem og tilbage foran mændene. Der danses også med stok i dansen.
Mændene danser i mørke jakkesæt og knickers, og kvinderne i meget farverige kjoler med forklæde og tørklæder om hovedet og store øreringe. Vi viser dansen enkeltvis. (Se galleri 2006)
Til forskel fra den østeuropædiske karakterdans, består
den Russiske dans mere af fodtrin, spark, hop og ben spark. Det karakteristiske
ved dansen er at skørterne er større og mere fyldige, så
man er i stand til at krydse armene over hovedet med skørtet. I denne
Russiske dans bruger man nogle teknikker fra Raqs Sharki (den orientalske dans).
I denne dans er der flow hen over gulv og stamp som tidligere beskrevet. Zigøjnerdansen
kan danses solo og i grupper.
Karakterdansen er en scenisk dans som kobler folklore og moderne stilarter sammen til et teaterisk udtryk. Karakterdansen er en kunstdans, som enten ses ved bryllupper og andre specielle lejligheder. I karakterdansen bruges meget store bevægelser, der er fest og farver og meget sus i skørterne. Dansen er meget pladskrævende.
Kostumerne er store og farverige med flæs og pynt af bånd og spænder. På armene kan man have enten store vide ærmer, i forskellige afskygninger, som matcher med skørtet. Hertil bæres en vest med el uden mønter. I den folkloristiske er skørtet uden flæs og med farerige skørter, lag på lag.
Zigøjnerdansen handler om livet i stort og småt – og er en afspejling af zigøjnernes vandring gennem århundrede, med masser af livsglæde drama og følelser.
Kropssprog er stærkere end ord, og for en dansers vedkommen er det vigtigt at være i kontakt med sig selv. Så danserens sjæl bliver ét med musikken, således at dansen udstråler ærlighed, livskraft og mod.
Den andalusiske dans/flamencoen indeholder elementer fra den spansk/arabisk dans og den klassiske zigøjnertradition. Dansen er i sit udtryk såvel graciøse som kraftfuld. Dette understreges af fodarbejdet som slagtøj, der kan ses som en fysisk fortolkning og dramatisering af poesien. Andalusisk dans/flamenco bliver danset med vifte og sjal.
Den franske zigøjnerjazz er inspireret fra de brølende 20’ere, hvor det gjaldt om at leve livet her og nu i en verden, der så småt begyndte at blive mere usikker pga. truslen om endnu en verdenskrig.
Dansen er koket og flirtende, humoristisk, stampende med fødderne, forførende og appellerende til mændenes gunst – ikke mindst tegnebogen, idet zigøjnerkvinderne i 1930’erne optrådte på caféerne i Paris for at tjene til dagen og vejen.
Musikken er ofte en kombination af klassisk zigøjnermusik - højt og lavt tempo - og glade jazzrytmer. I dansen kan påklædningen være habit, korte skørter, stilethæle, sjal og hat som understreger stemninger og udtryk.
Den orientalske dans stammer formodentlig fra det osmanniske rige og hele den arabiske verden. Det er svært at dokumentere historisk, at den orientalske dans har rødder, som går flere tusinde år tilbage.
Dansen, som vi kender den i dag, er fra Nordafrika og det mellemøstlige område, hvor den betegnes som Raqs Sharqi – dans fra hoften. Den orientalske dans er livsglæde, der bliver udtrykt i isolerede bevægelser med arme, ben, mave, skuldre, brystkasse og bløde såvel som kraftfulde hoftebevægelser. Den danses med slør, tørklæder, stok og lys.
Lad os starte med udtalen (SIGH-SEE-DEE). Saidi dansen er fra
det øvre Ægypten mellem Geizh og Edfu. Sædvanligvis er Saidi
dansen livlig. energisk jordbunden, og går i takten 4/4 dele kendt som
Saidi rytmen. Danseren bruger en eller to stokke, hvor de i den originale udgave
er lavet af bambus. Der er to former for Saidi stokkedans: Racks Assaya og Tahtib.
Tahtib dansen er udviklet til to mænd og viser en dans i nærkamp
med håndvåben.
Raks Assaya er udviklet af både mænd og kvinder, og vises i en mere
akrobatisk måde at bevæge stokkende på. Kvindernes version
af stokkedansen er selvfølgelig meget mere feminin og yndefuld og kan
kun på nogle måder sammenlignes med Tahtib. Saidi musik bliver typisk
spillet på traditionelle instrumenter som Rababa (en ældre type
for violin) og et horn instrument kaldet the Mizmar med meget lange og hvinende
toner. Der spilles med mange forskellige percussion instrumenter som f.eks.
Dumbek og Tabla beladi.
Mændenes kostume består af lange bukser og brede ærmer med
rund halsudskæring, og et langt stykke stof bundet rundt om hovedet.
Kvinderne bærer en Beladi kjole med et bælte og skærf rundt
om hofterne og et tørklæde med f.eks. mønter rundt om hovedet.
Som det fremgår af navnet er Spansk /Arabisk dans to stilarter der også indeholder elementer fra den klassiske sigøjnertradition. Musikken der bliver anvendt er ligeledes en blanding af Spansk og Arabisk. Mest hvor sproget er Arabisk og med den temperamentsfulde spanske musik. Dansene er i deres udtryk såvel graciøse som kraftfulde. Dette understreges af en smule fodarbejde som slagtøj, der kan ses som en fysisk fortolkning og dramatisering af poesien.
Den Orientalske ”gadedans” er meget udfordrende og livlig, med flirtende blikke og vrikkende hofter og hvor kvinderne konstant prøver at få mændenes opmærksomhed.
Melaya Leff er navnet på denne Orientalsk gadedans hvor kvinderne danser med et stort uigennemsigtigt tørklæde (Melaya), som bruges til at dække sig med( leff), på forskellig vis og kan derfor virke provokerende, når man tager det af, og viser en kortere farvestrålende kjole med udsmykninger som eks. flæser. Desuden kan danserne tygge tyggegummi, der skal virke som ligegyldighed og frækhed.